23/09 - 06/10 2019
23/09 - 06/10 2019

Ny serie: CLASSICS

03
3
/
09
09
2019
2019
En ægte klassiker går aldrig af mode! Foruden alt det nye, byder årets program også på en række fantastiske filmklassikere - hvoraf flere er vist på helt nye måder!

DEN UENDELIGE HISTORIE: LIVE-DUB

ALDER Fra 10 år
SPROG
Live-dubbet på dansk

Oplev Wolfgang Petersens udødelige 80-er-hit, som du aldrig har set det før, når vi inviterer til en spillevende live-dubbing af historien om Bastian, der drager på opdagelse i fantasiens fortryllende univers. Et hold skarpe elever fra skuespillerskolen Ophelia lægger danske stemmer til eventyret, så alle kan være med.

10-årige Bastian er en dagdrømmer. Derhjemme tynges han af savnet efter sin afdøde mor, og i skolen bliver han trynet af klassekammeraterne, så i stedet søger han tilflugt i sin egen fantasi. Faktisk helt bogstaveligt, for da han en dag støder på en mystisk bog, bliver han totalt opslugt af historien om Fantasia, et eventyrligt land fyldt med fantastiske væsner. Med ét befinder han sig midt i fortællingen om den unge kriger Atreju, der må lære at stirre frygten i øjnene for at redde Kejserinden og det magiske rige. Wolfgang Petersens fortryllende nyklassiker er en rendyrket hyldest til fantasiens skaberkraft - med et soundtrack, der er lige så udødeligt som filmen selv, og med denne live-dubbede visning vil et hold kompetente skuespillere fra Skuespillerskolen Ophelia sikre, at børnene kan tage del i magien - på dansk!

Læs mere og køb billet her

JUBILÆUM: DRENGEN OG JERNKÆMPEN

ALDER Fra 7 år
SPROG
Med dansk tale

Det er 20 år siden, at den koloenorme jernkæmpe for første gang dukkede op i en lille flække på den nordamerikanske østkyst. Vi fejrer jubilæet for den animerede genistreg om det utrolige og rørende bånd mellem en ung dreng og en udenjordisk gigant.

Brad Birds animationsklassiker er en hjertevarm fortælling om et usandsynligt venskab mellem den unge dreng Hogarth og en gigantisk metalmand fra det ydre rum. Det umage makkerpar finder hinanden i en lille, nordamerikansk kystby i atomtidens USA, hvor hæren slår hårdt ned på alt, der virker som en trussel mod den nationale sikkerhed. Hogarth er derfor tvunget til at gøre sit ypperste for at hemmeligholde sin nye sjælevens eksistens. Det fører til et ferieophold på en afsides skrotplads, hvor dagene går med at lege astronaut og lave kolossale bombeudspring i det lokale svømmehul. Livet er slet ikke dårligt, men en insisterende agent truer med at ødelægge idyllen og skille de to venner ad for altid. Filmen fylder 20 år og er et oplagt samlingspunkt for nye og gamle generationer.

Læs mere og køb billet her

JUBILÆUM: MUPPET GÅR TIL FILMEN

ALDER Fra 7 år
SPROG
Med engelsk tale og danske undertekster

Tag med på en rablende skør biltur på tværs af USA med hele rosset af Muppet-favoritter! De populære dukkers første biograffilm er en sprællevende komedie om frøen Kermit, der sammen med vennerne sætter kurs mod Hollywood i jagten på rigdom og berømmelse.

Det er 40 år siden, at Jim Hensons ikoniske dukker tog springet fra tv til det store lærred, men Muppet-kollektivets første spillefilm fremstår stadig lige så forfriskende gakket som ved premieren. Filmen er en løssluppen roadmovie spækket med uforglemmelige sange og kløgtig meta-komik. Der er fuld fart på historien om frøen Kermit, der forlader sin beskedne sump for at søge lykken i show business - tæt forfulgt af en pengegrisk restauratør med appetit for frølår. En rejse, der ikke kun fører til mødet med Fozzie, Miss Piggy og alle de andre Muppet-kendinge, men også fører publikum igennem en forrygende kavalkade af Hollywood-genrer. Det hele krydres med en stjerneparade af gæsteroller fra Mel Brooks over Steve Martin til selveste Orson Welles. Kom og vær med til at fejre en herligt flabet jubilar.

Læs mere og køb billet her

BJERGKØBING GRAND PRIX

ALDER Fra 0 år
SPROG
Med dansk tale

Uanset om den står på et nostalgisk gensyn eller første omgang på racerbanen, så er der altid god grund til at opleve alletiders norske dukkefilmklassiker. 'Bjergkøbing Grand Prix' er en herligt original og opfindsom komedie, der både byder på familiehygge og hæsblæsende ræs.

På en billedskøn bjergtop i de nordnorske fjelde ligger den idylliske landsby Bjergkøbing. Her står et charmerende hurlumhejhus, hvor opfinderen Theodor Fælgen bor med sine to medhjælpere, fuglen Sofus og pindsvinet Ludvig. Den særegne trio arbejder på konstruktionen af århundredets racerbil, Il Tempo Gigante, som skal deltage i byens storslåede Grand Prix. Men de lokale rivaler pønser på at forpurre deres arbejde og snyde sig til sejren. Så da den store dag oprinder, vanker der et spektakulært og højoktant racerløb med speederen helt i bund. I anledning af premieren på den nye Bjergkøbing rejser til månen viser vi den originale film om Norges mest elskede dukker. En kulørt og humørfuld klassiker spækket med skøre skabninger og en detaljerigdom, som gør ethvert gensyn til en sand fornøjelse.

Læs mere og køb billet her

PRINSESSE MONONOKE

ALDER Fra 11 år
SPROG
Med japansk tale og danske undertekster

Skovens guder vender sig mod menneskeheden i Hayao Miyazakis storstilede heltekvad om ulveprinsessen Mononoke, der kæmper for at bevare naturens orden. En vild og bjergtagende fortælling om den magi, som gemmer sig bag skovbrynets mørke.

Miyazakis storværk er ikke kun et enestående krigsepos om mytiske skabninger og kampen for det gode. Det er også en begavet fabel over vores ofte ambivalente forhold til klodens ressourcer, som kun er blevet mere aktuel i årene siden udgivelsen. Ulveprinsessen Mononoke kæmper for at beskytte den hellige skov fra menneskene i landsbyen, der er begyndt at fælde træer og udpine jorden for jern. Da krigeren Ashitaka modtager en dødelig forbandelse fra en vildfaren dæmon, opsøger han skovens guder for at finde en kur, men havner selv midt i striden. Det trækker op til kamp, og snart må han vælge side for at redde skoven og sit eget liv. 'Mononoke' er en både smuk og voldsom fortælling om naturens skjulte kræfter, der samtidig emmer af Miyazakis kærlighed til skoven og alle dens magiske væsner.

Læs mere og køb billet her

PONYO PÅ KLIPPEN VED HAVET

ALDER Fra 7 år
SPROG
Med dansk tale

Bølgerne går højt, da den magiske guldfisk Ponyo stikker af for at leve som menneske på landjorden. Hayao Miyazakis ode til havet er en eventyrlig fortælling om venskab og længsel, som både små og store fans af den japanske maestro kan nyde.

Alt kan lade sig gøre i en Miyazaki-film. Her kan man både støde på en flyvende gris og et levende slot. Man kan møde drager, hekse og en kolossal kat på kørebanen, og så kan man møde Ponyo. Den eventyrlystne guldfiskeprinsesse, som drømmer om at blive et menneske, må siges at være Miyazakis helt unikke bud på H.C. Andersens lille havfrue. Da den 5-årige dreng Sosuke redder Ponyo fra en glaskrukke i vandkanten, bliver de straks bedste venner, selvom de kommer fra hver deres verden. Ponyos far, den mystiske troldmand Fujimoto, er dog opsat på at forpurre det blomstrende venskab, da han foragter menneskeheden for at have forpestet havene. Endnu engang sætter Miyazaki vores kollektive forhold til naturen på spidsen i denne elskværdige perle af en film, der både taler børnenes og klimaets sag.

Læs mere og køb billet her

BENNYS BADEKAR SING-ALONG

ALDER Alle
SPROG
Med dansk tale

Kom og skrål med på de uforglemmelige sange fra Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers tegnede publikumsfavorit om drengen Benny, der vender ryggen til hverdagens trummerum og dykker ned i sit badekars farvestrålende undervandsverden.

Tag med på en eventyrlig rejse under havets overflade, når BUSTER igen inviterer til film og fællessang med 70'ernes elskede tegnefilmklassiker. Vi skal synge os igennem den farverige beretning om drengen Benny, der opdager en magisk underhavsverden i bunden af sit badekar. Han bor i en trist boligblok uden plads til leg og ballade. Hverdagen er kedsommelig, indtil Benny fanger en fortryllet haletudse og slipper den løs i badekaret. Sammen dykker de ned i dybet, hvor de støder på alt fra skvaldrende skeletpirater til en drillesyg blæksprutte og den sure kontrolkrabbe. Med sin simple streg og jazzede charme er filmen en både kærlig og satirisk opfordring til at omfavne barndommens fantasi, når tilværelsen bliver for grå. Filmen vises i samarbejde med Cinemateket.

Læs mere og køb billet her

FILMMUSIK FOR BØRN - LIVE!

ALDER Alle
SPROG
Med dansk tale

Oplev en eftermiddag fyldt med filmmusik, når vi blænder op for fire korte, klassikske animationsfilm med livemusik, som er komponeret og fremført af børn og unge! Koncerten på ALICE er for hele familien, og resultatet af workshoppen 'Filmmusik for børn'. Vi lover, at det bliver svært at sidde stille!

Slå hørebøfferne ud og spær øjnene op, når vi byder indenfor til 'Filmmusik for børn' på spillestedet ALICE. Glæd jer til at se fire animerede filmklassikere, som børn og unge laver den musikalske lydside til - live i salen. Vi skal ud og svømme med Sydpolens pingviner, op og flyve blandt fugle og flagermus, på skovtur med en violinspillende græshoppe, og så skal vi hilse på en hidsig and i matrostøj. Arrangementet er kulminationen på den intense workshop-weekend 'Filmmusik for børn', hvor børn og unge i alderen 10-14 år arbejder kreativt med at komponere helt unik musik og lyd til de klassiske film. Workshoppen afholdes i dagene op til arrangementet og er også en del af BUSTERs festivalprogram. 'Filmmusik for børn' præsenteres i samarbejde med Rytmisk Center og BFM og er støttet af DPA og DMF.

Læs mere og køb billet her

Tilmelding

Tilmeld dig BUSTERs branchedag og ansøg om en brancheakkreditering her.

Festivalens brancheakkreditering giver gratis adgang til branchedagen.

Bemærk, at der pålægges et No-Show-Fee på 300 kr., hvis der meldes afbud mindre end 48 timer inden branchedagens start.

BUSTERs Branchedag 2019
fredag den 4. oktober kl. 09.30 - 16.00 Cinemateket
Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55.

Se mere

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Gå aldrig glip af de seneste nyheder fra BUSTER. Vælg enten børnehave-, skole- eller familienyhedsbrevet:
Programmet lander 12 juni 2019