23/09 - 06/10 2019
23/09 - 06/10 2019

PROGRAM FOR BUSTERS BRANCHEDAG

03
12
/
09
09
2019
2019
Når Danmarks største film- og mediefestival for børn og unge løber af stablen til september, bliver det med en helt ny branchedag - en syv timers tour de force i børn og unges medievaner med besøg af kulturministeren, en masse spændende keynote speakers og dem, det hele handler om - de unge selv!

Børn og unge er i dag politisk og socialt bevidste mediebrugere og ikke mindst aktive medskabere af deres eget indhold. Det er den virkelighed, de skal mødes i – og helst i øjenhøjde. Under overskriften 'Mød målgruppen' byder vi velkommen til en helt ny branchedag under BUSTER 2019. Her giver vi det forkromede overblik over, hvor børn og unge ser deres film og serier og hører fra børnene selv, hvilket indhold, der har gjort størst indtryk på dem. Vi får med andre ord et helt unikt førstehåndsindblik i deres medieforbrug.

Vi hilser også på den nybagte kulturminister, som sammen med bl.a Filminstituttets direktør Claus Ladegaard, DRs Morten Skov Hansen, børneforlag og producenter taler om, hvad branchen kan stille op overfor den store konkurrent på børneindholdet nemlig YouTube? Vi får besøg af dygtige skabere af Universer og Storyworlds med brede erfaringer samt af unge gæster, der gør os klogere på, hvordan man fortæller historier om klimakrisen og #Metoo på sociale medier. Keld Reinicke lægger vejen forbi og giver indblik i de udenlandske aktørers bestræbelser på at fange børnene, og ind imellem inspirerer en perlerække af instruktører, spildesignere, manuskriptforfattere og producenter i helt korte sessions med forskellige erfaringer med at nå børnemålgruppen.

PROGRAM

9.00 - 9.30
Godmorgen: Vi byder på kaffe og en croissant.

9.30 - 9.45
Velkommen og introduktion til dagen ved festivaldirektør Tine Fisher

9.45 - 10.15
Hvem kæmper om børnenes opmærksomhed?
Mediekonsulent Keld Reinicke giver indblik i det danske børnemediemarked med fokus på de udenlandske aktører: YouTube, Netflix, HBO, Disneys nye tiltag og Amazon Prime, som snart lancerer medieindhold målrettet danske børn.

10.15 - 10.45
Mød målgruppen: De 9 - 12-årige
Fem børn i alderen 9 til 12 år fortæller om deres medieforbrug i samtale med instruktør og kurator for dagen, Mariella Harpelunde Jensen.

10.45 - 11.30
Fra klimakrise til skoleskyderier: Aktivisme og fortællinger på sociale medier
Hvad er det sociale medier kan, som hverken spillefilm, dokumentarfilm eller traditionelle medier ikke kan? Over hele verden organiserer, debatterer, kommunikerer og reagerer børn og unge på tidens store spørgsmål på Facebook, Instagram og andre sociale medier. Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har 868.000 følgere på Twitter og Stop skoleskyderi-bevægelsen March for Our Lives har 357.000 følgere på Instagram. Hør Adrian Preisler og Matilde Dydensborg fortælle om deres erfaringer med historiefortælling på sociale medier i samtale med moderator Emma Holten.

11.30 - 12.00
Trends på den skandinaviske spilfront: Vi tager pulsen på et af børnenes foretrukne medier
Spilskaberne Tim Garbos og Rune Drewsen har netop solgt deres spil "What the Golf" til Epic Games (skaberne af Fortnite), og er med 85 millioner registrerede brugere en af de helt tunge drenge i klassen. Men hvad kan et godt spil til børn? Hvornår begynder vi at forstå og handle på, at børn gamer mere end at se film og tv? Og hvad kan vi vente os af fremtiden? Vi tager temperaturen på spilmarkedet for børn i selskab med anerkendte nordiske spilproducenter og -skabere.

12.00 - 13.00
Frokost: Buffet i Restaurant SULT

13.00 - 13.45
YouTube: Danmarks største børnemedieplatform
YouTube har godt fat i de danske unge, som bruger mere og mere tid på platformen som aldrig før. Knap to tredjedele af danske unge mellem 7-12-år ser dagligt videoer på YouTube viser tal fra DR Medieforskning. Kan vi lære af YouTube? Mød kulturminister Joy Mogensen, kanalchef for DR Ultra og Ramasjang Morten Skov Hansen, formand for Medierådet for børn og unge Stine Liv Johansen og filminstituttets direktør Claus Ladegaard i en paneldebat om, hvad branchen stiller op overfor konkurrenter som YouTube.

13.45 - 14.15
Public service musklen spændes: Hvor langt når vi ud?
Hvor stort er potentialet for at nå børn og unge i Det Danske Filminstituts public service regi? Sammen med filminstituttets analysekonsulenter dykker vi ned i, hvor mange børn og unge man kan nå på Filmstriben og med distribution af film i skoler, på gymnasier, via børnefilmklubber og Børnebiffen. Vi præsenterer spritnye tal og målinger fra DFI's egne platforme.

14.15 - 14.45
Mød målgruppen: De 5 - 9-årige
Fem børn i alderen 5 til 9 år fortæller om deres medieforbrug i samtale med instruktør og kurator for dagen, Mariella Harpelunde Jensen.

14.45 - 15.30
Universernes tiltrækning: Hvorfor når de målgruppen?
De populære børnefortællinger om 'Hunden Ib' og 'Vitello' og cirkusshowet 'Cirkus Summarum' er blevet til kæmpesuccesser, der er adopteret til andre formater. I en samtale med filmkonsulent Lotte Svendsen møder vi holdende bag, og bliver klogere på, hvad det er, universerne kan, hvordan en bogfigur gør sig på film, hvordan et cirkusshow blev til en tv-serie og hvilken betydning det har for målgruppen, at fortællingerne også findes ude i virkeligheden.

15.30 - 16.00
Børnefilm indefra: Mød instruktørerne bag to af årets successer
Instruktøren bag 'Ternet Ninja' Thorbjørn Christoffersen og manuskriptforfatter og instruktøren bag 'Hacker' Poul Berg fortæller i to intime sessions om deres arbejde med to af årets fineste børnefilm. De kommer rundt om identifikation, sprog og om at være tro mod sin egen vision - også i børnehøjde.

16.00
Tak for idag: networking og farveldrink i Cinematekets foyer.

Programmet er støttet af PRD, Nordisk Kulturfond og Nordic Culture Point som en del af projektet NoJSe – Nordic Junior Sessions.

Tilmelding

Tilmeld dig BUSTERs branchedag og ansøg om en brancheakkreditering her.

Festivalens brancheakkreditering giver gratis adgang til branchedagen.

Bemærk, at der pålægges et No-Show-Fee på 300 kr., hvis der meldes afbud mindre end 48 timer inden branchedagens start.

BUSTERs Branchedag 2019
fredag den 4. oktober kl. 09.30 - 16.00 Cinemateket
Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55.

Se mere

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Gå aldrig glip af de seneste nyheder fra BUSTER. Vælg enten børnehave-, skole- eller familienyhedsbrevet:
Programmet lander 12 juni 2019