Om BUSTER

BUSTER er Danmarks største filmfestival for børn og unge. Hvert år inviterer vi indenfor til 14 dage med film fra hele verden, tilsat workshops, dialog, interaktion og unikke oplevelser.

BUSTER er det sted, hvor børn og unge kan opleve, debattere, lære og stille spørgsmål til de ting, der fylder i verden – i dag og i morgen. Derfor præsenterer vi hvert efterår hele to uger spækket med øjenåbnende film, spændende workshops og unikke oplevelser i filmens og mediernes univers. Med film som omdrejningspunkt tilbyder vi læring og meningsfuld underholdning, der stiller skarpt på filmens betydning for vores forståelse af verden - set fra et ungt perspektiv.

På BUSTER vil vi gerne møde børn og unge mellem 3 og 16 i øjenhøjde - derfor inviterer vi dem til at tage aktiv del i festivalen gennem leg, læring og interaktion i et stærkt filmprogram, workshops, events og nye medier.

Under festivalen finder du i hverdagenes dagtimer et særligt kurateret program af film og workshops målrettet institutioner og skoler, ofte tilsat undervisningsmateriale, faglige oplæg, kulturmøder og dialog. I weekenden samt på eftermiddage og aftener blænder vi op for filmoplevelser, workshops og aktiviteter for både børn, unge og barnlige sjæle, der byder på nye oplevelser og plads til dialog med filmen som omdrejningspunkt.

Vores mål er at invitere til dialog og pirre nysgerrigheden til at gå på opdagelse i et univers af film, der giver både stof til eftertanke og motion til lattermusklerne, uanset alderstrin.

BUSTER har eksisteret i forskellige formater siden 2000, men fra i år står BUSTER på egne ben som en selvstændig festival for børn og unge, der har til formål at udfordre, imødekomme og omfavne den medievirkelighed, som de færdes i.

BUSTER finder sted fra 23. september til 6. oktober.

Vi ses i biografen!

BUSTER 2019

Vi glæder os til at se dig på BUSTER mellem den 23. september og 6. oktober.

Skoleprogrammet udkommer online onsdag den 12. juni, mens publikumsprogrammet er på gaden fra slutningen af august.

Programmet lander 12 juni 2019